Klassisk hytteferie

Hvis vi kan enes om, at det at tage på ferie bør være et afbræk fra det, som tegner vores hverdag, hvorfor så ikke gøre ferien til en rigtig ferie?

Ferie med børn bringer ofte det klassiske spørgsmål i spil:

Fa-ar, mo-ar hvad skal vi lave. Jeg keeeeder mig?

Da jeg var barn, var svaret fra vores forældre ganske klart: – Find selv på noget, desuden er det sundt at kede sig!

keder-sig

I dag er svaret ikke længere væk end den nærmeste smartphone, fjernbetjening eller iPad. Faktisk gør elektronikken spørgsmålet overflødigt. Der er altid noget at trykke på, noget at se på, noget at blive adspredt over. Det digitale overflødighedshorn kan naturligvis være ganske godt og fritager i al fald forældre fra børns ind imellem trættende spørgsmål. Til gengæld dukker et nyt spørgsmål op: Er de evindelige digitale muligheder i børnenes interesse?

Hvis vi kan enes om, at det at tage på ferie bør være et afbræk fra det, som tegner vores hverdag, hvorfor så ikke gøre ferien til en rigtig ferie? Ikke kun for de voksne, men også for børnene. Hvorfor ikke give tv, iPad og de smarte telefoner en tiltrængt ferie.

En hytteferie i sneen er som skabt til kortspil, læsning, play-prop (et klassisk skiferie-spil for både børn og voksne) og brætspil.

vierli-facade_2

Siddende på hotellet i norske Vrådal, trætte efter en lang dags skiløb, insisterede min hustru på, at familien skulle investere en aften eller to på at lære, forstå og spille et avanceret rolle-brætspil med orker, alfer, krige og kort med hemmelige evner.

Hvorfor, tænkte jeg modvilligt, det lyder både besværligt og måske endda kedeligt. Desuden fyldte reglerne flere tætskrevne sider, som jeg ikke orkede at gå i gang med.

Som så ofte før vise det sig, at min bedre halvdel havde fat i den lange ende, og på den måde blev det lidt besværlige brætspil et symbol på værdien af den klassiske hytteferie. Et symbol på det nærvær som måske er den egentlige grund til hytteferies tiltrækningskraft.

Mens telefoner, apple-produkter og hotellets fjernbetjening lå urørte hen, begyndte vi at tale sammen for at forstå spillets regler. Det var på ingen måde en speciel åndrig samtale nærmest tværtimod. Alligevel kan jeg her en del dage senere stadig genkalde mig situationen i de mindste detaljer. Som synet af mine børn der i bar iver blev nødt til at stå op, når de skulle foretage et afgørende træk på brættet. Eller min kone som igen og igen måtte nærlæse de ganske komplicerede regler. Selv tapetet, lamperne og sofaen vi sad i, husker jeg ganske klart. Der blev ganske enkelt skruet op for indtrykkene.

qsh

Det var ikke selve spillet, der gjorde aftenen til en minderig aften, for jeg må erkende at rolle- brætspil næppe er noget for mig. Det var noget ganske andet. Nemlig det faktum at vi alle var tilstede på den rigtige side af touch-skærmene samtidig. Sagt med blot ét ord: nærvær.

Da jeg senere lå i min seng, tænke jeg på, hvilke oplevelser, tanker og ideer der gemmer sig i det nærvær, som vi til dagligt måske går glip af. Jeg faldt hurtigt i søvn, men tanken var der stadig, da jeg vågnede.

Derfor: Når du om lidt pakker til skiferien så husk at glemme at tage iPad ́en med, og nyd istedet en hytteferie classic!