Skateboard-skiløb

Efter at have besøgt en række traditionelle højfjeldshoteller er det overraskende befriende at komme tilbage til det helt basale.

Da vi pakkede til skiferien, hørte jeg mig selv sige noget, jeg aldrig før har sagt i sammenhæng med skiløb:

Anton,husk dit skateboard!

Vi havde kursen sat mod Vierli – et af de otte skiområder omkring Rauland i den norske Telemark, og indkvarteringen skulle ikke foregå i hytte, men på Camp Vierli.

Før vi tjekkede ind på Camp ́en, var jeg af den overbevisning, at en skiferie i Norge altid må tage udgangspunkt i enten hytte, hotel eller lejlighed!

Vierli-facade

For lad det være sagt med det samme; jeg er ikke en del af skater målgruppen:

Jeg har ikke hue på, når jeg spiser. Jeg foretrækker at have mine underbukser skjult af mine bukser. Jeg har aldrig lært, hvordan en playstation fungerer. Og jeg troede, at en ollie var slang for bestefar. Jeg har nået en alder, hvor jeg modtager tilbud fra Ældresagen, så jeg hører til på et rigtigt hotel eller i en klassisk norsk skihytte!

Og så alligevel ikke! For på skaterhotellet Camp Vierli følte jeg mig uendelig meget hjemme. Og det selv om jeg stadig ikke har hue på, når jeg spiser, og selv om mit forsøg ud i FIFA på playstation endte i 700 indkast og ingen mål.

Så hvad er et skaterhotel, hvad er Camp Vierli?

Tag en hotellignende bygning i Norge! Smid alle de gamle mælkejunger, de kniplede gardiner, kludetæpperne og kælken fra år 1812 ud. Lad intet være tilbage – intet! Mal så vægge og gulve i lyse farver, placer enkle stole og borde i restauranten, smæk fotostater af skatebord moves og snowboard ditto op over bordene. Installer store fladskærme til en håndfuld playstations og kast et dusin enorme sækkestole ud på gulvet. Lad wi-fi fylde, dér hvor andre hoteller stiller en almue- malet dragkiste. Brug derefter resten af kræfterne til at bygge 800 kvadratmeter skateboardrampe og ansæt nogle super søde danske piger til at drive stedet.

Vierli-indenfor

Efter at have besøgt en række traditionelle højfjeldshoteller er det overraskende befriende at komme tilbage til det helt basale. En seng, et værelse og én ret på buffeten. Enklere kan det ikke gøres. Og netop enkelheden på Camp Vierli er med til at skabe den ro og lyst til aftenlæsning, som en rigtig skiferie bør efterlade én i, når ski-dagen er omme. Tak for at huske os på at less is more!

ski-vierli

Men vi var jo kommet for at stå på ski, og modsat nordmændene holder min familie af at begynde dagen tidligt. Vi stod derfor klar ved Vierli skicenter kort efter klokken 10 (ja, det er tidligt i Norge). Vi var stort set alene, selv om dagene mellem jul og nytår går for at være højsæson. Og lige dér følte jeg mig igen en kende udenfor. Der var noget jeg ikke forstod:

Stående ved tallerken-liften med liftstangen i den ene hånd og forventningen om at aluminiumsstangen straks ville hooke sig fast på kablet og køre – skete der ingenting. Min kone råbte venligt til mig: Tryk på knappen, skat! Men som erfaren skiløber ved jeg, at den store knap til højre for mig ville standse hele liften. Jeg blev stående. Efter et minut eller to kom liftmanden ud af sit bur. Han smilede overbærende til mig og trykkede på knappen, så jeg fløj afsted. Underligt system, tænke jeg, men blev kort efter klar over, hvorfor systemet faktisk var ganske smart:

Efter at familien havde turet lidt rundt i funparken, som på et tidspunkt blev kåret til Norges bedste, fik 13-årige Anton øje på de go-cart lignende slæder.

Dem skal vi prøve, ikke? Fortalte han mig i en tone, som mindede mere om en ordre end et spørgsmål.

Siddende i hver vores slæde klikkede vi tallerkenliften fast på rattet og trykkede på knappen. Hvis ikke liften først blev aktiveret ved et tryk på knappen, ville der ikke være tid til at sætte tallerkenen fast på slædens rat. Aha smart system, tænkte jeg, trykkede på knappen og fløj op ad bjerget. Det gik stærkt, men intet i forhold til turen nedad.

Rauland-Vinter-TIFF-50-of-113-138086_800

Selv om de markerede kælkeruter nedad bjerget var tegnet op med blå streger i sneen, var der ikke meget blåt over nedfarten. Jeg slap ikke bremsen mange sekunder ad gangen, og alligevel nåede vi bunden hurtigere end langt de fleste skiløbere. Det kan godt være, at jeg aldersmæssigt ligger en kende over målgruppen, men det var vidunderligt sjovt, og hvem har ikke lyst til at føle sig som 13 år igen?

Jeg var dødtræt, da vi sidst på eftermiddagen trille ind på camp`en igen. Og jeg er sikker på at det var trætheden efter en dag på fjeldet, der gjorde, at jeg senere på aftenen endnu engang fik bank i FIFA!